Tilstandsrapport

2019-12-23

Hvad er en tilstandsrapport?

En tilstandsrapport er en rapport der afspejler den bygningsmæssige tilstand for en bolig. Den er en ofte benyttet foranstaltning i en bolighandel, da den har en meget vigtig funktion som følge af huseftersynsordningen. 

Hvis sælger får udarbejdet en tilstandsrapport og indhenter tilbud på en ejerskifteforsikring på basis af denne, kan den frigøre sælger for meget ansvar for boligens fejl og mangler, der konstateres efter boligens overgang til køber.

Hvad er en ejerskifteforsikring?

Når du skal købe eller sælge en bolig, kan du tegne en ejerskifteforsikring. På den måde er du dækket ved evt. skjulte fejl og mangler, som ikke er nævnt i tilstandsrapporten eller elinstallationsrapporten. Tilstandsrapporten og elinstallationsrapporten er ikke lovpligtig i sig selv, men for at kunne tegne ejerskifteforsikringen er det et krav, at disse rapporter er lavet.

I en bolighandel har sælgeren som udgangspunkt altid et 10-årigt ansvar for skjulte fejl og mangler. Typisk vil sælger gerne sikre sig mod sit 10-årige mangelansvar ved at få udarbejdet en tilstandsrapport, en elinstallationsrapport og ved at tilbyde at betale halvdelen af det billigste ejerskifteforsikringstilbud. På den måde giver sælger køber mulighed for at tegne ejerskifteforsikringen.

Ejerskifteforsikringerne varierer meget i pris og dækningsomfang. Vær derfor opmærksom, når du skal tegne din ejerskifteforsikring. Men som udgangspunkt, så klarlægger tilstandsrapporten synlige fejl og mangler, og ejerskifteforsikringen dækker skjulte fejl og mangler. Hvis der er nævnt forbehold i tilstandsrapporten, så er disse heller ikke dækket af ejerskifteforsikringen. Der findes også en udvidet ejerskifteforsikring. Den dækker typisk en lang række ekstra forhold som eksempelvis ulovlige kloakforhold og forurening på grunden. Men igen afviger det fra forsikringsselskab til forsikringsselskab.

Hvad er en elinstallationsrapport?

En elinstallationsrapport gennemgår en boligs elektriske installationer og tjekker, at de er funktionsdygtige og lovlige. Rapporten udarbejdes af en autoriseret elinstallatør.

Den er ikke lovpligtigt, men hvis du vil tegne en ejerskifteforsikring, skal du bruge både en tilstandsrapport og en elinstallationsrapport.

Rapporten er gældende 1 år i modsætning til tilstandsrapporten, som er gældende i 6 måneder.


Lav din egen hjemmeside gratis! Dette websted blev lavet med Webnode. Opret dit eget gratis i dag! Kom i gang